Lær at lave julehjerter af perler

//indeholder affiliate links 

Der er stadig nogle uger til december, men jeg har altså allerede taget hul på jule-DIY’s. Sidste år delte jeg en gratis guide til at lave perle-snefnug. Den delte jeg d. 24. december, så i år har jeg forsøgt at være ude i lidt bedre tid. Jeg har lavet en guide til de fineste perlejulehjerter.

Guiden er lavet så selv begyndere kan være med. Den består af en PDF med billeder og en video, som forklarer alle steps GRUNDIGT. Guiden/opskriften kan købes billigt på min webshop lige her

Det er et hyggeligt lille projekt til forberedelsen af juledagene. Julehjerterne kan hænges på juletræet, på pakker eller på en ørekrog og så bruges som øreringe. Jeg vil lave nogle flere, og lave en julehjerteranke, som kan hænge i vinduet.

Materialer

Du kan lave julehjerterne af rocaillesperler, grønlandske perler, tjekkiske perler eller andre små runde glasperler. Det er vigtigt at perlerne har samme form og størrelse, eller vil julehjertet blive skævt og slattent. Du kan kigge på perler lige her
Til de røde og hvide julehjerter, har jeg brugt rocaillesperler str. 9/0. Til de guld og beige brugte jeg nogle grønlandske perler fra genbrugen. 

Du skal også bruge en tråd. Jeg har størst succes med en tynd nylontråd som har en tykkelse mellem 0,2 og 0,4 mm. Du skal igennem nogle perler op til 5 gange, så der er vigtigt med en tynd tråd. Du skal ikke købe elastisk eller stiv tråd (fx fiskesnørre). Det skal være en blød og ikke-elastisk tråd. Den jeg bruge i videoen er udgået, men du kan tage et kig på denne, denne eller denne. Der er altid nogen som spørger mig, om man kan bruge sytråd. Jeg har mange gange været meget afvisende overfor det, men nu har jeg altså set flere lave min andre perlebroderier med sytråd, så måske kan det godt lade sig gøre. I må prøve jer frem. 

Det sidste du skal bruge er en perlenål. Det er lettest at bruge en fleksibel perlenål som denne.

Held og lykke med projektet. Jeg glæder mig til at se jeres julehjerter. Del endeligt billeder af dem på Instagram. Tag mig og brug hashtagget #MariasPerler <3