//Fyldet til denne pude, har jeg købt i en genbrugsforretning til kun 10 kr.
Her kommer et meget efterspurgt indlæg. Jeg arbejder stadig på at lave en genbrugs-guide til København, og måske, der også kommer en til Odense. I mellemtiden kommer her et indlæg alle kan bruge, uanset hvilken by de bor i. Jeg vil nemlig dele nogle af mine bedste tips og tricks til at finde guld i genbrugsbutikkerne. Og det er ikke genbrugsbutikker, som Episode og Wasteland, jeg snakker(skriver?) om. Det er alt for nemt at finde gode ting, i butikker der har udvalgt tøjet inden, og så er priserne også oftest ret høje. I dag handler det om Røde kors, Kirkens Korshær, Danmission, og lignende velgørenhedsbutikker.
Ikke ret dig efter størrelser
Lad være med at kigge så meget efter tøjets størrelse. Tag det med i prøverummet, og vurder derefter. Jeg synes ofte at vintage tøj, er meget mindre, end det der står på mærket. Tøjets størrelse afhænger meget af, hvilket land og årti det kommer fra. Husk også at meget tøj kan syes til, så det passer
Kig i ALLE afdelinger
Lad være med kun at kigge i den afdeling, der passer til dit køn og alder. Børneafdelingen, kan sagtens gemme på guld. Jeg har mange gange fundet lækre striktrøjer og skjorter i herreafdelingen, og af en eller anden grund, så er priserne på en herre-strik, ofte billigere end en strik fra dameafdelingen. Jeg kigger faktisk også altid i legetøjsafdelingen, for der ligger de ofte perler, og andet kreagrej.
Stangen med nattøj og morgenkåber
Jeg har mange gange taget mig selv i, at springe nattøj og morgenkåber over. Jeg kan godt føle at det bliver lidt for intimt, og jeg tænker at jeg alligevel, ikke skal have noget derfra. MEN, der kan faktisk være de fineste silkekjoler iblandt, som virkeligt er værd at købe med hjem. Det samme gælder den der kedelige bunke af tørklæder. Lad være med at være doven, men få den rodet igennem. Man kan nogle gange finde de fineste silkeprint.
Overvej om du virkeligt har brug for det
Jeg er selv rigtigt dårlig til at følge dette tip. Jeg køber ofte tøj eller krea-grej, uden at vide præcis hvad jeg skal bruge det til. Det var fx tilfældet, med den kæmpe kasse små sorterede glasperler, jeg købte for to år siden, som blev startskuddet til ALIUM, hvor jeg har solgt en masse perlesmykker. Jeg havde dem stående i tre måneder, før jeg fandt ud af hvad de skulle bruges til. Andre gange, har jeg aldrig fået brugt, det jeg har købt, og det har bare ligget i skabet, indtil jeg gav det tilbage til genbrugen. Bare fordi noget er billigt, skal man ikke købe det (kun nogle gange).
Tænk kreativt, og sy tøj om.
Jeg har ofte syet bukser om til shorts, eller syes nederdele om, så de passede mig. Hvis man er lidt kreativ og fiks på en symaskine, så kan man ændre meget af tøjet man finder. Jeg finder selv inspiration på Instagram, Pinterest og Youtube. På Youtube følger jeg en som hedder With Wendy, og hun har lige syet, en sovepose om til en dynejakke. Hun er vanvittigt dygtig! Jeg har også selv delt et tip på min Instagram, om hvordan jeg køber silkeslips, sprætter dem op og syer dem om til hårelastikker eller hårbånd.
Spørg hvornår de får nye varer
Det er sjældent, at de vil svare på det, men hvis man holder sig gode venner med damerne i den lokale genbrug, så kan man nogle gange være heldig, at få informationer, om hvornår de får nye varer ud på hylderne. Det er altid en fordel at være først.
Vær kritisk og grundig
Kig altid tøjet grundigt igennem, for pletter og fejl. Vend det på vrangen, så du også kan tjekke indersiden. Vær også kritisk overfor mærket. Det er ikke altid at mærkevarerne er ægte. Jeg finder ofte falske Ralph Lauren skjorter og Tommy Hilfiger trøjer, som butikkerne tror er ægte, og derfor vil have rigtigt meget for.
Tag væk fra byen
Det allerbedste guld har jeg fundet i butikker, der ikke er så tilgængelige med offentlig transport. Væk fra storbyer og gågader, kan man ofte finde genbrugsbutikker, der har masser af vintage og lækkert tøj.
Det var mine tips og tricks. Jeg håber i kan bruge dem!