Amager – Genbrugsguide

Efter min lille genbrugstur på Amagerbrogade, bugner min indbakke med beskeder om adresser på butikkerne. Jeg troede det var nok bare at skrive, at alle genbrugsbutikkerne lå på Amagerbrogade eller lige i nærheden, men der tog jeg godt nok fejl. Nu hvor jeg bruger tid på at finde adresserne, kan jeg lige så godt samle dem i et blogindlæg, så de er nemme at finde fremover. Jeg har også skrevet lidt ord til hver butik. Husk at det blot er mine erfaringer.

Jeg tilføjer ikke åbningstiderne, da de ændrer sig hele tiden. I kan nemt google butikkerne og finde åbningstiderne på fx Google Maps. Jeg tilføjer løbende flere genbrugsbutikker til listen, så husk denne guide næste gang du skal til København eller Amager og shoppe genbrug.

God genbrugsjagt <3

Frelsens Hærs Genbrug - Hørhusvej

Frelsens Hær
Hørhusvej 5
2300 København S

Den mest efterspurgte genbrug var denne store Frelsens Hær. Det var første gang, at jeg selv besøgte den, og flere af jer som bor på Amager skrev til mig, at i heller aldrig havde set den før. Det er ikke en ny butik, den har bare kun åbent ca. 4 dage om ugen i 6 timer, og så ligger den lidt gemt væk. 

Det er en ret stor butik med et godt udvalg af både tøj, bøger, møbler og masser af nips. Det føles lidt som, at denne genbrug ikke ligger i København. Det skal forståes på den måde, at der er virkeligt mange små skatte og gamle ting. Jeg synes generelt at københavnske genbrugsbutikker er støvsuget for gode fund, eller priserne er skruet gevaldigt op, men ikke i denne. 

Det er ikke alle varerne som har priser. Man finder bare ud af prisen ved kassen, og jeg vil sige at de var yderst fair. Jeg købte et maleri til 30 kr., et par bukser til 40 kr. og en vase til 5 kr. 

Røde Kors - Amagerbrogade

Røde Kors Mega Store Amager
Amagerbrogade 139 2300
København S

Denne Røde Kors er bestemt er besøg værd. Der er både møbler, nips, tøj og bøger. Jeg har aldrig fundet noget pænt tøj derinde, og jeg synes generelt at deres tøj er for dyrt (Jeg giver altså ikke 55 kr. for en brugt strik fra ZARA). Tilgengæld har jeg fundet mange gode nipsting derinde, og der er priserne mere spiselige. 

Butikken er ret stor, og de får hele tiden nye ting. 

Folkekirkens Nødhjælp - Amagerbrogade

Folkekirkens Nødhjælp
Amagerbrogade 31
2300 København S

Denne butik har herre- og dametøj og en lille smule nips. Jeg synes ikke de har super mange varer i forhold til hvor stor butikken egentligt er. Jeg finder sjældent noget i denne butik, men jeg tjekker den altid lige ude. De har fornyligt fået mere stof og duge. Nogle gange kan man finde lækre mærker som Ganni, Malene Birger og lign. 

Priserne er i den høje ende. Jeg har bl.a. set plettede duge til 60 kr…. 

Danmission - Amagerbrogade

Danmission Genbrug
Amagerbrogade 153
2300 København S

En meget lille genbrugsbutik. Jeg har kun besøgt den to gange, og aldrig købt noget. 

Priserne var normale (for jer som ikke er vant til københavner-priser, er den nok lidt dyr).

De havde dametøj, sko og stof i form af dynebetræk og duge. Der var også lidt nipsting. 

Kirkens Genbrug - Amagerbrogade

Kirkens Genbrug
Amagerbrogade 103
2300 København S

Denne genbrugsbutik er ret stor. Den har både en del dametøj og et lille udvalg af herretøj. Derudover har jeg fundet en del fine kreating i form af knapper, stof og gamle magasiner. De sælger også lidt nips og bøger. 

Priserne er ganske normale. Nogle gange har de tilbud på en varetype. Jeg har fx været der en dag, hvor alle bukser kostede 10 kr. pr. par.